Hvordan blev du modtaget af dine kollegaer?

-Jeg startede som reservelæge lige efter min turnus og skulle lige vænne mig til at sidde på ”skolebænken” igen. Heldigvis kommer man lynhurtigt ind i forskningsmiljøet, og jeg synes, jeg fik en god modtagelse.

-Jeg blev fra starten en del af en nyopstartet Neuropsykiatrisk Klinik under Center for Psykiatrisk Forskning, hvor målgruppen var førstegangsdeprimerede patienter over 50 år, og hvorfra jeg rekrutterede mine egne patienter. Mine samarbejdspartnere var både læger, psykologer, plejepersonalet på stamafdelingerne og radiografer på den neuroradiologiske afdeling.

-Det er vigtigt, at man ikke som forsker føler sig ”alene” med sit projekt, og jeg havde stor glæde af det tværfaglige samarbejde. Samtidig var der ved at blive opbygget en forskergruppe indenfor mit område på centret, og nu er vi ca. 6 ph.d.-studerende som arbejder på forskellige projekter, men med samme fokus. Det er utroligt vigtigt, at der er et godt forskermiljø, når man skal bruge 3 år på den til tider vanskelige proces, som det er at forske.

Hvorfor valgte du at forske inden for psykiatrien?

- At det blev psykiatrien var en smule tilfældigt, forstået på den måde, at jeg blev valgt, snarere end omvendt. I slutningen af min turnus fik jeg så et tilbud fra Center for Psykiatrisk Forskning, hvor jeg er nu, om at komme og starte et ph.d.-projekt, hvor jeg skulle anvende de MR-metoder, jeg kendte fra mit forskningsår, i udredningen af depression. Tidligere undersøgelser har nemlig vist, at der ved visse former for depression er en øget forekomst af hjerneforandringer, og dét ville vi gerne kigge nærmere på… Men derudover lå tanken om forskning inden for psykiatrien mig ikke fjern, da jeg altid har interesseret mig for hjernen og dens processer.

Har du oplevet noget igennem dit arbejde i psykiatrien som har påvirket dig som menneske?

-Som læge, tror jeg, at man altid vil opleve ting gennem sit arbejde, som vil påvirke os som mennesker, netop fordi vi arbejder med andre mennesker, populært sagt mellem ”liv og død”. Inden for psykiatrien er det nok særligt udtalt, fordi vores patienter ofte - når vi ser dem - befinder sig på et meget vanskeligt tidspunkt i livet; man ser så at sige ned i de dybeste afgrunde af sindet, som deres lidelser kan forvolde. De store oplevelser kommer så, når det lykkes at gøre noget for disse mennesker, så lidelserne mindskes, og de måske endda bliver raske og kan vende tilbage til det liv, de havde før.

-Det er fantastisk at se, at man kan gøre en forskel. Det er jo også dét, som i mange tilfælde driver forskningen fremad - at man måske kan medvirke til at gøre en forskel, at blive lidt klogere på en sygdom, så en gruppe syge mennesker kan hjælpes.

Hvilken diagnosegruppe finder du mest interessant og hvorfor?

- Under min ansættelse har jeg udelukkende beskæftiget mig med de affektive lidelser, nærmere bestemt unipolar depression, så mit kliniske kendskab til de mange andre diagnosegrupper er begrænset. Men en anden af de ”store” sygdomme, skizofreni, finder jeg også utroligt interessant, ligesom hele psykosebegrebet. Og så må man ikke glemme den store co-morbiditet som gør, at man indenfor psykiatrien ofte beskæftiger sig med flere diagnosegrupper på én gang, foruden den somatiske co-morbiditet.

Er der nogle diagnoser som du mener bør ’slettes’ og/eller tilføjes/udvides?

- Det har jeg svært ved at udtale mig om, men jeg tror, at mange diagnoser herunder depression i fremtiden skal og bør diffentieres mere, f.eks. med udgangspunkt i den stadigt voksende viden på det biologiske område. Jo mere vi ved om sygdommenes natur og årsagssammenhænge, des flere muligheder har vi også for at udvikle nye, specifikke behandlingsmetoder, og forudsige, hvilken behandling, den enkelte patient vil få effekt af. Dét tror jeg er fremtiden.

Hvilke muligheder giver det for de medicinstuderende fx at sætte et år af til at forske i?

- Jeg mener, at et forskningsår åbner en hel ny verden indenfor vores ellers meget fastlagte uddannelsesforløb. Det er en mulighed for at prøve kræfter med forskningen og fordybe sig i et emne, uanset om det er grundforskning eller klinisk forskning. Man lærer nogle forskningsmetoder, herunder kritisk litteraturgennemgang, som er et utroligt vigtigt redskab i den informationsstrøm, vi som medicinstuderende/læger dagligt udsættes for. Og så er et forskningsår en smagsprøve på, hvordan det er at forske, så man har et rigtig godt udgangspunkt, hvis man senere i sin karriere har lyst til at beskæftige sig med forskning, f.eks. lave en ph.d.

Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud i dit liv lige nu?

- Uha, lige nu er jeg i den sidste fase af min ph.d., hvor data skal gøres op og artikler skal skrives, så det er for det meste foran computeren. Men tidligere har jeg jo haft en del med patienterne at gøre til alle de undersøgelser, som indgår i mit projekt, så da var det meget afvekslende. Der har også været mulighed for at undervise undervejs, og så er der jo den store gulerod: kongresrejserne, hvor man har mulighed for at komme ud i verden, præsentere sine idéer og møde forskningsinteresserede kolleger fra hele verden.

Hvordan ser du psykiatrien i fremtiden?

- Som jeg var inde på tidligere, tror jeg psykiatrien bliver mere specialiseret i fremtiden, og diagnoserne meget mere differentierede, ligesom indenfor somatikken. Jeg tror, at den biologiske psykiatri vinder frem, og så tror jeg, at vi kommer til at lægge os meget mere op ad somatikken end traditionen har tilskrevet før.

Hvor ser du dig selv om 10 år?

- Det er svært at svare på! Arbejdsmæssigt håber jeg, at jeg er havnet et sted, hvor jeg kan kombinere min interesse for forskning med en klinisk hverdag. Og dér er psykiatrien jo bestemt ikke et dårligt valg…

Andet du har lyst til dele med dine kommende kollegaer?

- Hmmm, mht. forskning så kan jeg kun sige: Kast dig ud i det! Men alliér dig med gode vejledere og kolleger. Hvis nogen har spørgsmål til mig om forskning eller andet, er de i øvrigt meget velkomne til at kontakte mig.