Nyheder
'Nobelprisen er stadig til uddeling i psykiatri!'
Ulla Bartels fik under sin uddannelse til almenpraktiserende læge i 1978 et halvt års psykiatrisk ansættelse, der betød at hun blev ”bidt af ” specialet og fortsatte. I dag er hun overlæge i psykiatrisk skadestue i Risskov og postgraduat lektor i Region Nord og Midt.

 

Hvordan var din første vagt på et psykiatrisk hospital?

- 1. maj blev jeg ansat, og da vagthavende var syg og jeg var den eneste reservelæge på arbejde, fik jeg vagt. Jeg vidste intet om psykiatri udover hvad jeg havde lært på studiet og som tilsynsgående fra medicinsk afdeling (dvs jeg kunne finde rundt på hospitalet Nordvang)

 -Men jeg tænkte at i nødstilfælde kunne jeg låse patienterne inde og holde dem i live til der kom kvalificerede læger næste morgen. Kl. 22 blev jeg ringet op af den administrerende overlæge, der ville høre hvordan jeg havde det, da jeg jo havde fået vagt uden varsel. Bagvagten var også meget omsorgsfuld og ringede flere gange til mig for at følge vagten.
Jeg husker ikke, at det var særlig svært eller belastende, selvom det var Danmarks mest travle afdeling dengang.



Hvad er det bedste ved at være overlæge/professor/speciallæge i psykiatrien?

- Faget er spændende og der sker hele tiden ny opdagelser. Det er jo er fag, hvor vores viden om sygdomsårsag og udvikling er under udforskning. Vi ved endnu ikke, om den sygdomsklassification vi har lavet, passer med genetik og biologi. Den psykologiske påvirkning af vores biologi er også under udforskning - så nobelprisen er stadig til uddeling i psykiatri!!

 


Har du oplevet noget igennem dit arbejde i psykiatrien som har påvirket dig som menneske?

- Ja min mangeårige psykoterapeutiske uddannelse og praksis, har lært mig meget om mennesker og især de lidelser, som psykotiske mennesker gennemgår, og at der er håb og muligheder for lindring og behandling selvom helbredelse ikke er mulig. 

- Jeg tror faget modner én som menneske. Det har lært mig respekt for patienterne og ydmyghed i mit virke.

 


Hvilken diagnosegruppe finder du mest interessant og hvorfor?

- Skizofreni. Vi har stadig en masse at lære og udforske.

 


Er der nogle diagnoser som du mener bør ’slettes’ og/eller tilføjes/udvides?

- Nej, men der er behov for løbende justeringer.



Har du haft nemt ved at kombinere dit familieliv med arbejdslivet?

- Ja, jeg er gift med en læge der også har gjort karriere. Vi har 3 børn og har delt de daglige opgaver. I den periode, hvor vi begge gik vagt, havde vi ung pige for at sikre sammenhæng for børnene. Jeg havde da tid til at bage, sy, sylte og håndtere et gluten allergisk barn. Jeg har haft tid til at være forældre repræsentant i børnehave, skole og spejderkorps. 

- Mit liv har været prioriteret: børn + arbejde, så fritidsinteresser har ikke fået så meget tid, før børnene blev store. Siden da har jeg haft tid til fransk og andre aktiviteter.


 

Hvorfor mener du at psykiatere ikke kan erstattes af eksempelvis psykologer og/eller alment praktiserende læger?

- Enkeltopgaver kan uddelegeres til andre personalegrupper, nogle opgaver til psykologer, f.eks. mener jeg, at tvangen burde uddelegeres til psykologerne i samarbejde med psykiaterne. Det er et spørgsmål dels om miljøet i afdelingerne (en rigtig vigtig psykologopgave), dels behandlings mulighederne (vha. samarbejde med lægerne). Administration kan uddelegeres til f.eks. ”djøffer.” Sygeplejerskerne, der er specialuddannet i psykiatri, kan varetage en del opgaver f.eks. ambulant opfølgning af patienter under supervision af psykiatere.

- Psykiaternes opgave er først og fremmest patientdiagnostik, behandling, forskning og uddannelse af næste generations læger. 


 

Hvordan ser du psykiatrien i fremtiden?

- Med mere specialisering og styrkelse af forskning

 


Hvad er dit bedste råd til en kommende psykiater?

- Få set patienter nok og få uddannelse i psykoterapi det styrker lægens viden om og evnen til at håndtere de sindssyge patienter, og som en sidegevinst er den psykoterapeutiske kunnen en styrke i personalehåndtering 

 


Andet du har lyst til dele med dine kommende kollegaer?

- Vi har en rigtig god tone i psykiatrien og omsorg for hinanden også i det tværfaglige samarbejde.